SVØMMEHAL

Muligheden for at bevæge sig i vand giver mange personer med funktionsnedsættelse en hel anden form for frihed end ved aktivitet på ”landjorden”. Aktiviteterne kan foregå i et almindeligt svømmebassin, et varmtvandsbassin, en kombinationsform, et wellnessbad med flere bassiner eller et udendørs bad. Ud over at skabe sikre rammer til færden mellem anlæggets mellemzoner og selve bassinarealet, bør man indarbejde forskellige muligheder for at komme ned i og op af vandet.

Vigtige punkter ved indretning af svømmehaller

• Handicapvenlige omklædningsfaciliteter og familie/handicaprum.
• Kort afstand og direkte adgang fra omklædningsområdet til bassinerne.
• Forskellige muligheder for at komme i vandet via bassinkant, trappe, rampe og lift.
• Udformning af gulv med skridhæmmende overflader og ledelinjer.
• Valg af materiale som sikrer gode akustiske forhold og et godt indeklima.
  

Planløsning

Uanset om det drejer sig om et stort vandland med en række forskellige bassiner eller en svømmehal med et enkelt bassin, bør man tænke i en helhed, så der er nem og sikker vej helt fra indgangsdør til vandet for alle brugere uanset funktionsniveau.

Ankomstområde

I forbindelse med svømmehaller bør man tænke på den store varmeforskel, som der kan være mellem de enkelte enheder – for eksempel kan der være stor temperaturforskel fra selve svømmehallen, omklædning og f.eks. foyeren. For at undgå at man i indgangsområdet bliver udsat for træk, bør man indarbejde varmesluse med automatiske dobbeltdøre i vindfanget, som gør, at man kan sidde og vente på afhentning eller andet uden at sidde i træk. Læs mere i Indgangsparti i Mellemzoner.

I forbindelse med svømmehaller er indgangsområderne ofte udstyret med specielle adgangs- og billetsystemer, såsom automatiske sluser. Er dette tilfældet, bør man supplere med en bred dør, evt. automatisk skydedør, således at kørestolsbrugere kan passere uhindret.

Sammenhæng mellem omklædningsrum og bassiner

Indretning af omklædnings- og baderum beskrives i Omklædning, og toiletfaciliteter beskrives i Toiletter i Mellemzoner. Omklædningsfaciliteter skal have direkte og niveaufri adgang til bassinet. Pga. temperaturskift og træk bør vejen fra omklædningsrum til bassin ikke være lang, da mange bevægelseshæmmede er følsomme over for kulde. Der skal desuden beregnes tilstrækkelig med passage- og vendearealer for kørestole fra indgang til omklædnings- og baderum og videre til bassinområdet. Gangretningen kan markeres med en følbar og farveafvigende ledelinje i gulvet. På et hvidt gulv kan for eksempel nedlægges en række mørke, noprede eller mønstrede fliser. Ledelinjen bør vise vej hele vejen fra indgang til bassin. Håndgreb i korridorer og langs vægge i omklædningsrum og bassinområde er en god og nødvendig orienterings- og gåstøtte, og kan være særlig nødvendig i områder med risiko for våde og glatte gulve. Sørg for god plads på adgangsveje og passager mellem bassiner på 1,5-2 meter.

Man bør så vidt muligt undgå døre mellem de forskellige områder som omklædningsrum og bassin, men derimod have brede åbninger, som alle kan passere uhindret.

Indeholder anlægget flere bassiner, kan man overveje at placere dem i forskellige rum. Dette giver selvfølgelig mening, hvis anlægget består af bassiner med forskellig temperatur – som for eksempel et almindeligt svømmebassin og et varmtvandsbassin. Optimalt set bør man adskille rummene med en fast mur, evt. delvis med glaspartier. En fuld glasvæg isolerer dårligt rent lydmæssigt og giver ikke mulighed for diskretion og intimitet i forhold til aktiviteterne i varmtvandsbassiner, hvilket også er vigtigt i forhold til nogle brugeres koncentrationsevne.

Det kan desuden også have akustiske fordele at opdele i zoner eller forskellige rum. Man bør i så fald overveje placering af omklædningsrummene i forhold til bassinerne og placeringen af yderligere omklædning ved for eksempel varmtvandsbassinet.

Omklædning i svømmeanlæg

En hensigtsmæssig udformning af omklædningsfaciliterne er afgørende for, at personer med nedsat funktionsevne kan bruge svømmehallen. Man bør ud over de fælles omklædningsrum også kunne tilbyde individuelle familie- og handicaprum, som gør det muligt at man kan klæde om i mere private omgivelser og med en personlig hjælper – som kan være af et andet køn.

Har man mulighed for at indrette to eller flere handicap/familierum, bør de placeres spejlvendt i forhold til hinanden. Mange kørestolsbrugere er stærkere i den ene side af kroppen og kan således vælge den indretning, der passer bedst til deres behov. Læs mere under Omklædning i Mellemzoner

Opsætning af liftsystemer i forbindelse med omklædning og evt. med videre forbindelse ud til bassin kan være en hjælp, men de er svære at vedligeholde og har ofte en kort levetid. Brug af en mobil lift efter behov er en anden, mere fleksibel mulighed. Omklædningsfaciliteterne bør udstyres med flere badekørestole til brug for kørestolsbrugere.

Opbevaring ved omklædning

I de fleste svømmehaller opbevares tøj og ejendele i locker-rum eller skabe i omklædningszonen - uanset om man har klædt om i fællesomklædning eller individuelle kabiner. Skabe skal placeres og vælges, så de kan bruges af alle. Det kan i nogle situationer være besværligt at skulle tage alle ejendele med sig ud til de fælles locker-rum. En løsning, hvor man kunne komme til skabene både indefra omklædningen og udefra ville være optimal. Læs mere under Opbevaring i Mellemzoner. Nyere svømmeanlæg har ofte elektroniske armbånd, som både fungerer som adgangsbillet og som nøgle til skabe, hvilket kan gøre betjeningen nemmere for alle. Man bør vælge et skabssystem, som indeholder skabe med varierende størrelse og højde, så man kan vælge et, der passer til ens behov for ekstraudstyr eller et, der er lavt, som man kan nå fra sin kørestol.

Ned i vandet

Adgang til bassinet kan for bevægelseshæmmede ske via bassinkant, trappe, rampe eller lift. Det anbefales kraftigt at have flere end et alternativ, da der er stor forskel på, hvad den enkelte bruger foretrækker. Meget selvhjulpne brugere anvender desuden de almindelige stiger ned i vandet.

Adgang via bassinkant

En kant med overgang, der er i niveau med vandet, er den normale udformning af bassinkanten. Nogle (kørestols)brugere kan bedst komme ned i vandet ved at sætte sig på bassinkanten og lade sig glide ned i vandet. Kanten på bassinet kan på udvalgte steder udformes med forhøjning med siddekant, som er ca. 0,5 m over gulv og med en bred kant på ca. 0,5 m.

Ved niveauhøjde skal der anlægges en overløbsrist for at holdet gulvet tørt. Risten giver samtidig synshæmmede en følbar orientering. Bassinkanten bør i begge tilfælde tydeligt markeres med en afvigende farve og være uden skarpe kanter. En integreret gribekant styrker sikkerheden og kan også bruges i øvelser. Adgangen via kanten kan lettes ved brug af måtter, så man ikke kommer til skade på de hårde overflader. En anden udformning af kanten kan være en "strandbred", hvor man bevæger sig ned i vandet på en skrånende flade. Denne udformning bruges ofte i børnebassiner. Bassinkanten kan også udformes med en terapigang, som især bruges i forbindelse med varmtvandsbassiner, hvor den giver træner eller fysioterapeut bedre arbejdsstilling, da de kan bevæge sig i direkte højde med den svømmende.

Trappe

Trapper kan være udført som stationære trapper indbygget i bassinet eller være monterede metaltrapper. En bred trappe kan både bruges som adgang til vandet, men også til siddende øvelser i vandet. Trappen kan placeres med gangretning parallelt med bassinkanten, i selve bassinområdet eller i en niche uden for dette. Placeringen i et hjørne forstyrrer for det meste svømningen mindst. Trappen bør placeres i den lave del af bassinet, og vanddybden bør være 1,0-1,2 m. Trappen kan for eksempel støbes i beton eller være af stål.

Trappen skal have dybe trin og lav stigning. Trindybden bør være 30-40 cm, højden 10-15 cm (max 15 cm). Se mere om trapper under Fordelingsrum i Mellemzoner. Trinflader bør være skridhæmmende, f.eks. belagt med noprede eller mønstrede fliser eller - ved metaltrappe – udført med en skridhæmmende struktur. Trinforkanter bør være markeret med afvigende farve. Meget bredde trapper bør, ud over støttegreb i siderne, forsynes med et midtergående støttegreb.

Ramper

En rampe er især god for kørestolsbrugere, der kan køre i badestol hele vejen fra omklædningsrum og ned i vandet. Rampen bør dog altid suppleres af en trappe, da det kan være svært at gå på en skrånende flade for flere bevægelseshæmmede. Rampen bør være mindst 1,2 m bred. Gulvet skal være udformet med en skridhæmmende overflade og gerne en afvigende farve, som letter orienteringen. Rampens hældning bør ikke overstige 1:20 (max 1:12)

Støttegreb

Stiger, trapper og ramper bør være forsynet med støttegreb i begge sider i ca. 0,90 m højde, gerne i to højder på henholdsvis 0,60-0,70 og 0,80-0,90 m. Læs mere om ramper og trapper i Fordelingsrum i Mellemzoner. På indersiden af en af bassinets sider bør være anbragt et vandret støttegreb. Grebet anbringes lige under overfladen, gerne indfældet i bassinvæggen. Der skal sørges for, at der ikke kan opstå fastklemningsrisiko mellem greb og bassinvæggen.

Lift

En rampe suppleret med en trappe vil i de fleste tilfælde dække behovet. Er det ikke at etablere en rampe, kan man som alternativ have en lift. Liften kan være loftshængt eller mobil. Liften bør placeres, så der er god afstand til vægge og andre ting, der kan være i vejen. Liften bør placeres i område med lavt vand, hvilket også giver mulighed for, at en hjælper kan stå og tage imod i vandet. Nogle modeller kan bruges sammen med specielle badekørestole, hvilket letter processen for den bevægelseshæmmede svømmer, da man således ikke skal skifte stol flere gange. På loftsmonterede lifte, som kører på skinner, kan man desuden montere et leje. I svømmehaller med flere bassiner kan liften og skinnerne anbringes, så flere bassiner kan betjenes.

Indretning og inventar i bassinområdet

Arealet omkring bassiner bør være udformet tilstrækkelig bredt til at to kørestole uhindret kan passere hinanden. Området bør friholdes for inventar og niveauspring. Et bredt område med plads til køre- og badestole er godt at indarbejde de steder, hvor hjælpemidler til at komme i vandet er placeret. Det er en god idé at indarbejde siddepladser omkring bassinerne, så man kan tage sig et hvil. Har man håndvaske og lignende inventar i bassinområdet bør disse placeres i en højde, så de også kan bruges af børn og personer i kørestol. Opbevaring og depotrum skal være tilgængelige med højde og adgang, så bevægelseshæmmede kan bruge dem. Læs mere under Opbevaring i Mellemzoner.

Bassinfacon

Overordnet set bør man så vidt muligt tilbyde flere forskellige bassiner, som passer til forskellige formål. Bassinernes dimension og form bør også forholdes til omfanget af trapper, placering af rampe osv.

Lys i svømmehallen

Bassinoverflade og bund skal være velbelyste, og der må ikke forekomme generende blænding fra armaturer eller vinduer. Refleksblænding kan være et problem i svømmehaller, grundet den store lysreflekterende vandflade. Dette kan være generende for blandt andet synshæmmede og desuden vanskeliggøre opsynet med svømmerne i bassinet. Indirekte belysning med velafskærmede armaturer må derfor anbefales.

Undervandsbelysning kan til en vis grad eliminere problemer med reflekser fra vandoverfladen. Armaturer som anvendes til undervandsbelysning skal af sikkerhedsgrunde afskærmes. En mulighed er at montere lamper uden for selve bassinet, som skinner ind i bassinet via et undervandsvindue. Ofte er svømmehaller udstyret med store vinduespartier som giver dagslys og udsyn til det fri. Facaden bør udformes, så stærke reflekser undgås, og man kan derfor udstyre glasfacader med et automatisk afskærmningssystem med solgardiner som justeres, så optimalt dagslys (og temperatur) sikres. Alternativt bør man begrænse lysindfaldet til højt placerede vinduer suppleret med få vinduer i gulvniveau. Læs mere om Belysning i Mellemzoner

Farver og markeringer

Man bør sørge for ryddelige og frie gangbaner og undgå at ting står i vejen. Bassinkant og trinforkanter, fremspring, rutsjebaner, fritstående søjler, vægstykker, håndgreb og lignende skal markeres med en afvigende farve, så synshandicappede kan orientere sig. Belægningen på ramper skal skille sig ud fra den gennemgående gulvbelægning. Læs mere om Farver i Mellemzoner.

Gulvbelægninger

Hårde og glatte overflader kan være anstrengende at gå og holde balancen på. Glatte overflader er lettere at rengøre end ru overflader, men de ru overflader har de bedste skridhæmmende egenskaber. Et muligt valg i svømmeanlæggets vådområder er keramiske klinker. Fliser bør aldrig være helt glatte, men have nopret, riflet eller anden følbar overfladestruktur.

Riflede gummimåtter eller kunststofbelægninger med profil kan anbringes på særligt udsatte steder, f.eks. på ramper, trin, vipper og udspringsplatforme. Måtterne skal have en vis størrelse og tyngde og fastgøres forsvarligt, så de ikke skrider eller udgør en snublefare. Generelt er det at foretrække at integrere skridsikkerheden mest muligt i faste materialer.

Akustik

Akustikken kan være et problem i svømmeanlæg, hvor en stor rumstørrelse kombineres med hårde og glatte overflader. Støjniveauet kan være meget højt med mange samtidige brugere af svømmehallen, og problemet er særlig stort i ”badelande”, hvor forskellige bassiner ofte er placeret i det samme rum, og hvor der foregår mange forskellige aktiviteter på samme tid.

Under sådanne forhold kan det være vanskeligt for synshæmmede og svagthørende at orientere sig og det almindelige velbefindende nedsættes for alle.

Risiko for uønskede lydeffekter, såsom ekko kan reduceres, hvis man vælger en loftsform, som ikke er parallel med gulvfladen. Desuden bør alle materialer udvælges i forhold til lydgengivelse. Læs mere om Akustik i Mellemzoner.

Højtaleranlæg og lystavler

Højtaleranlæg kan være et nyttigt inventar i svømmehaller, så blinde svømmere kan få vejledning og informationer om tider og mål osv. Højtaleranlægget bør være tilsluttet musikanlæg til anvendelse ved vandgymnastik. Der kan være højtalere såvel over som under vandet.

Oplysninger såsom tidtagning, der gives via højtaleranlæg, bør også gives via lystavler og omvendt. Alarmsignaler bør også gives både i lydsignal og visuel form, således at alle registrerer disse vigtige informationer. Læs mere om lydanlæg i Mellemzoner.

Vandkvalitet

Et optimalt vandrensningsanlæg er nødvendigt for at sikre en god vandkvalitet i svømmehallen. Normalt bruges klor til rensning af badevandet. Saltvand anvendes nogle steder, da det har en række positive egenskaber. Saltvand har en større opdrift, er behageligt at opholde sig i, har en gavnlig virkning på huden og er tillige mindre miljøbelastende. Bruges salt i vandet, bør man sikre sig at materialer og udstyr (såsom badestole) kan tåle saltvand.

Vanddybde

Ved anlæg af svømmehaller med kun et enkelt bassin, kan man vælge at etablere et bassin med hæve-sænke bund og hæve- eller skydevæg, der dog er en dyr løsning. En hæve-sænke bund gør det muligt at ændre vanddybden fra f.eks. 0,30 m til 1,80 m. Et 50 m bassin med vanddybden 1,80 m, kan til eksempel anvendes til begynder- eller handicapsvømning i den ene halvdel, når bunden hæves til et passende niveau. Hæve-sænke bund kan kombineres med hæve-sænkevægge eller skydevægge. En tydelig angivelse af den aktuelle dybde er en god idé.

Hæve-sænke bund er en dyr løsning - og flere bassiner med forskellige dybder er at foretrække – men det er en mulighed for et fleksibelt bassin, der kan anvendes til mange forskellige formål eller ved meget begrænset plads til rådighed.

Vandtemperatur

Vandtemperaturen i et almindeligt aktivitetsbassin ligger omkring 26-27 grader. For mange bevægelseshæmmede er denne vandtemperatur for lav. Her er varmtvandsbassiner med en temperatur på over 30 (typisk 33-35) grader en mulighed. Har man mulighed for et mellembassin (overgang med en temperatur på 29-30 er det en god aflastning for varmtvandsbassinet.

Der er dog visse typer handicap, hvor varmt vand decideret frarådes – så den bedste løsning er at sørge for fleksibilitet i tilbuddene – dvs. at have både et varmt og et tempereret bassin.

Indeklima og lufttemperatur

Af hensyn til bevægelseshæmmede, som har svært ved at holde varmen, er det en fordel at sikre en rimelig konstant høj temperatur i zonen mellem omklædningsrum og bassin.

Der kan f.eks. indlægges gulvvarme i vådområdernes gulve, i et område omkring bassinerne og på nogle af tilskuerpladserne eller opholdsarealerne.

Varmtvandsbassiner

Varmtvandsbassiner er ofte mindre end almindelige svømmebassiner og har en lavere vanddybde. De anvendes primært til babysvømning, motion og genoptræning. Varmtvandsbassiner er ofte en integreret del i fysioterapi og institutioner, men findes også i vandlande og spa-centre. Ved indretning af spa-centre og badelande er det derfor en god idé at tænke muligheden for varmtvandsmotion med ind i indretningen. Her er vandet i forvejen ofte lidt varmere end en gennemsnitlig svømmehal. Luftfugtigheden er her i forvejen høj og materialerne og omgivelserne er tilpasset dette.

Varmtvandsbassiner, der ud over terapiformål skal anvendes til fritidsformål og svømmetræning, bør være mindst 6x12 m. Bassinernes dybde kan variere – eksempelvis fra en dybde på 1,1 til 1,7 m. Bassiner med skrånende bassinbund kan dog normalt ikke anbefales til varmtvandsmotion, hvor deltagerne ofte har behov for en plan understøttelsesflade. De bør derfor have en plan fast dybde på cirka 1.2-1,3 m. I gangbarrer, der anvendes af voksne, kan man f.eks. vælge dybder på for eksempel 1,30 og 1,50 m. gerne med støttegreb i to højder, 0,60-0,70 m og 0,80-0,90 m Varmtvandsbassiner bør forsynes med støttegreb langs en eller flere bassinkanter. De placeres lige under vandoverfladen

Varmtvandsbassiner kan forsynes med en ”terapigang” som beskrevet under bassinkant.

Opholdsrum, café og tilskuerpladser

Et område i selve svømmehallen kan indrettes til ophold med borde og stole. Et klubrum eller en café/restaurant adskilt fra bassinområdet med glas giver god visuel kontakt for svømmere samt tilskuere og ventende. Glaspartier bør udformes så reflekser undgås.

Tilskuerpladser bør indrette så også kørestolsbrugere kan opholde sig her. Læs mere i Tilskuerpladser i Mellemzoner.

At arbejde i svømmeanlæg

Tilgængelig indretning bør sikre, at svømmeanlæggets og svømmeklubbernes ansatte og tillidsvalgte kan udføre deres arbejde, også ved eventuel funktionsnedsættelse. Det gælder eksempelvis halinspektøren, rengøringspersonale, bestyrelsesmedlemmer, dommere osv. Ud over kontorer, teknikrum og køkken kan det for eksempel også være billetkontoret man skal tænke på, som ofte er småt og som samtidig også skal have plads til varer som sælges i forbindelse med svømning (badetøj mm). Omklædningsforhold til personale skal også udføres tilgængeligt, og så de opfylder de krav, der er til en arbejdsplads på det område. Læs mere om udformning af Arbejdsrum i Mellemzoner. Ofte sker arbejdsgangene i svømmehallen i rotation, dvs. man skifter mellem forskellige arbejdsopgaver. Så også derfor bør man tage hensyn til, at alle arbejdsrum i anlægget er tilgængelige. Er de fleste af anlæggets funktioner placeret i ét plan, sikres den niveaufri adgang bedst. Man kan i svømmehaller dog ikke undgå teknikrum i kælderplan – man bør her sikre adgang ved elevator.

Udendørs svømme- og badeanlæg

Ved indretning af udendørs faciliteter til svømning, såsom frilufts- eller havnebade bør også tages hensyn til niveaufri adgang til bassiner, taktil og visuel markering af kanter og gangarealer samt tilgængelige omklædnings- og badefaciliteter. Forskellige udformninger af trapper og ramper til at komme ned i og op af vandet bør også indarbejdes i disse anlæg.

Man bør derudover muliggøre god adgang til faciliteter, som ligger i tilknytning til badet - som for eksempel græsarealer til solbadning, omklædningsrum, toilet, kiosk og handicapegnet parkering.