Lawn Tennis Associations National Tennis Centre

Arkitekt: Hopkins Architects

Ibrugtagning: 2007

Foto: Hopkins Architects

Foto: Hopkins Architects

Baggrund

The Lawn Tennis Associations National Tennis Centre ligger i Roehampton, omkring 15 km sydvest for det centrale London. Anlægget er bygget for at samle gode træningsfaciliteter for professionelle tennisspillere, viden og ekspertise på tennis-området samt de organisatoriske kræfter (bla. LTA - Lawn Tennis Association) under ét tag. Ideen er, at et nationalt samlingssted for tennissport i England dermed skal give spillere, herunder også spillere med handicap, de bedste muligheder for at udvikle deres potentiale. Blandt andre træner Englands professionelle spillere inden for kørestolstennis i centrets faciliteter. Her foregår også aktiviteter for spillere med nedsat hørelse eller syn. For eksempel fandt The National Tennis Championchip for the Deaf i 2009 sted her på centret.

Centrets faciliteter

Anlægget har 16 udendørs baner, 6 indendørs baner, et fitness- og træningsrum, fysioterapi og rehabiliteringsfaciliteter, et sundhedscenter, værelser til spillere, kontor og administration (The Lawn Tennis Association) samt cafe, undervisnings- og opholdslokaler.

Man har mulighed for at spille på baner med flere forskellige overflader – der er både græsbaner, grusbaner, kunstige grusbaner og baner med kunststofbelægning (akryl). Alle baner bruges af kørestolsspillerne, der træner i anlægget.

Til venstre ligger tennishallen og til højre kontorfaciliteterne. Receptionspavillonen og gårdrummet fungerer som bindeled mellem de to fløje, plan: Hopkins Architects

Til venstre ligger tennishallen og til højre kontorfaciliteterne. Receptionspavillonen og gårdrummet fungerer som bindeled mellem de to fløje, plan: Hopkins Architects


Parkering og ankomstområde

Parkering og ankomstområde


Ankomst

Man ankommer til bygningen via parkeringspladsen, som er indarbejdet i det eksisterende landskab. Bygningen er halvt nedsænket og landskabet omkring er nivelleret på en måde, så anlægget tilpasser sig til terrænet, og der således også kan skabes gode adgangsforhold både inde - og ude. Handicapegnede parkeringspladser er placeret direkte over for hovedindgangen til centret samt i den sydlige ende af parkeringspladsen ved sundhedscentret. Indgangen består af både en karusseldør og en almindelig sidehængt dør, og indgangspartiet er overdækket af en udspændt sejldugskonstruktion, som går igen flere steder i anlægget.

Overdækket indgang

Overdækket indgang

Flere steder langs østfacaden er der en lille ”grøft” mellem p-plads og bygning. Den er overdækket af gangbroer, der fører hen til - og giver adgang til bygningen. Gangbroerne har en skridhæmmende overflade og gelænder.

Bro fører hen til bygningen - her ogå til en elevator som åbner etil begge sider

Bro fører hen til bygningen - her ogå til en elevator som åbner etil begge sider


Planløsning

Selve bygningen består af tre hovedvolumener, som samler sig omkring et udendørs befæstet gårdrum (som omkranser et 460 år gammelt træ). Rigtig mange steder i bygningen er der direkte niveaufri udgang til enten gården eller – på den øvre etage - altaner ud mod gården.

Gårdrummet set udefra og inde fra foyeen

Gårdrummet set udefra og inde fra foyeen


Direkte udgang fra tennishallen

Direkte udgang fra tennishallen

Forskellige sekundære faciliteter som spillerne gør brug af, som fitnessrum og værelses-sektionen, omkranser selve tennishallen. Det har flere fordele; til dels får disse rum mulighed for at ligge ude i facaden med direkte udgang og udsyn, og samtidig ligger de meget tæt på selve banerne. Tennishallen har stadig direkte udgang i den ene ende og er også forsynet med dagslys via ovenlys i taget – så der stadig er kontakt udadtil, men uden at man bliver forstyrret og distraheret af aktiviteter udenfor. Denne sydlige bygningsdel er bundet sammen med administrationsdelen via en pavillon. Det er også her, man ankommer til bygningen – her er receptionen, hvorfra der er direkte visuel forbindelse til banerne og flere andre områder.

Caféen ligger under receptionen i underetagen - adgang sker via elevator eller trappe eller udefra via gården. Terrassen/gården er overdækket med en sejlstruktur (ligesom indgangen), og der er forskellige siddemuligheder at vælge imellem - borde/bænke-kombinationer, men også løse borde og stole. Der er også direkte udgang (via store skydedøre) til terrasse eller et altandæk (ligeledes overdækket) fra værelses-delen og direkte udgang til gården og videre til banerne fra tennishallen, cafeen og de andre faciliteter i den nedre etage. Fra gården kan man via tilgængelige stier og rampeforløb komme hen til de udendørs baner.

Mens den større sydlige del indeholder selve træningsfaciliteterne og værelser, ligger administrationsdelen i den nordlige ende af bygningen. Herfra er der også direkte adgang til gården, og man er via pavillion-delen direkte forbundet med træningsfaciliteterne. De to etager er tilgængelige via elevatorer, trapper og udefra via skydedøre.

De rummelige dimensioner og gode adgangsforhold i bygningen skaber gode arbejdsforhold for ansatte. Der er brede døre, og liftene er placeret, så man kan udnytte dem mest muligt. Der er niveaufri adgang rundt om hele bygningen, ingen trapper og trin, men brede adgangsveje.

Tilgængelige toilet- og badefaciliteter findes flere steder i bygningen

Tilgængelige toilet- og badefaciliteter findes flere steder i bygningen

Handicapegnede toiletfaciliteter er tilgængelige i alle bygningens områder (der er i alt ni, udover dem der er i forbindelse med overnatningsfaciliteterne). I forbindelse med omklædningsrummene er der tre individuelle omklædnings- og baderum, som er tilgængeligt indrettet. Alle døre har lavt placerede dørgreb, som kørestolsbrugere let kan nå.

Dørene er desuden testet i forhold til, at de lige netop er tunge nok til at fungere som branddøre, men også kan betjenes af person med nedsat mobilitet, eksempelvis en kørestolsbruger.

Flere steder i bygningen er der visuel forbindelse mellem de forskellige enheder med kig til eksempelvis tennisbanerne, så man kan følge med i, hvad der sker i bygningen. Desuden er anlægget udstyret med taktile skilte for at lette orienteringen.

Generelt er bygningens rum tænkt som en fleksibel ramme – blandt andet er ventilation og andre installationer ført under gulvet, så man opnår nogle regulære rum, som kan indrettes rimelig frit. Der gøres meget brug af naturligt lys i bygningen, som filtreres via ovenlys og gennem trælameller i facaden.

Indendørs baner

De seks indendørs baner kan reguleres helt præcist i forhold til de behov, der kan være mht. temperatur og lys. Der er blandt andet gulvvarme under banerne. Det giver et behageligt indeklima for spillere, især også for spillere med nedsat mobilitet. Samtidig gør det, at de fleste installationer er gemt væk under gulvet, at teknikken ikke er i vejen i selve rummet og at støjgener kan holdes nede. Der bruges naturlig ventilation i hallen.

De indendørs baner

De indendørs baner

Snit gennem tennishallen, illustration: Hopkins Architects

Snit gennem tennishallen, illustration: Hopkins Architects


Mellem banerne er der placeret bænke, så man kan sidde ned eller have sit udstyr ved hånden. Udstyr og kørestole, som ikke er i brug, kan desuden opbevares i et indhak ved siden af banerne. Her er der et areal med plads til kørestole, og der er åbne reolsystemer til midlertidig opbevaring. Ved dette område er der også direkte adgang til handicapegnet toilet og badefaciliteter. Der er desuden direkte udgang til gården og direkte forbindelse til overnatningsfaciliteterne, som er fordelt på to etager.


Plads til udstyr og kørestole ved siden af banerne

Plads til udstyr og kørestole ved siden af banerne


Fitnessrum

Fitnessrummet ligger tæt på indgangen og tæt på selve banerne. Fysioterapiafdelingen ligger lige ved siden af. Fitnessdelen har dagslys via lavt placerede vinduer, som giver godt udsyn både ud og til andre dele af bygningen.Udstyr holdes på plads med holdere til bolde og udstyr, så det er let at komme til, men ikke ligger i vejen. Der er god gulvplads mellem maskinerne, så man kan bevæge sig rundt - også med kørestol. Gulvet er også kørestolsegnet, da det er belagt med henholdsvis træparket og linoleum.

Træningsrummet - her er nok plads, godt lys og styr på redskaberne

Træningsrummet - her er nok plads, godt lys og styr på redskaberne


Åbne skabe i værelserne

Åbne skabe i værelserne

Værelsesdelen

En rummelig lift forbinder selve baneområdet og den øvre værelsesdel. Den er dimensioneret ud fra, at en tennisspiller siddende i sin almindelige kørestol og som skubber sin sportskørestol foran sig, har nok plads (dimensionen er på 1,60x2,1 meter). Gange og andre bevægelsesområder er ligeledes generøse og rummelige i deres størrelse og udformning for at skabe nok plads til, at man kan manøvrere med kørestol.

Der er fire enkeltværelser som er indrettet, så de passer til en kørestolsbrugers behov. Disse værelser har passende bade- og toiletforhold og tilstrækkelig plads til manøvrering med kørestol, og skabene på værelset har ingen døre, så man undgår at man fra kørestolen skal åbne døre som går udad.

Der er adgang til terrasse eller gård fra værelserne. Alle værelser er udstyret med både visuelle og auditive alarmer. Desuden er der fra værelsessektionen direkte adgang til vaskemaskine og lign. faciliteter, så man selv har mulighed for at vaske sit sportsudstyr.

Udendørs baner

Selv om der er en markant niveauforskel i terrænet på området, har man forsøgt at indrette udearealerne og adgangen til bygning, så der er mindst mulige barrierer og forhindringer.

For at kunne overvinde niveauforskellen på grunden er udendørsbanerne anlagt på en serie af terrasser, som så er forbundet via et lineart rampesystem (max 1:20), som går gennem hele området og gør banerne tilgængelige også for kørestolsbrugere.

Rampe ned til banerne

Rampe ned til banerne


De udendørs baner er forbundet med et godt stisystem

De udendørs baner er forbundet med et godt stisystem

Stierne er visuelt tydeligt markeret med en rød belægning og er indrammet med en hvid kant. Lågerne til de forskellige baner er brede og åbnes ind mod banen. Udearealerne er velbelyste både med en orienterende belysning langs stierne samt projektører, som oplyser banerne.

En rød løbebane er anlagt langs den ene side af banerne. Den markerer banernes område og fungerer som ekstra fitnesstilbud og som del af det befæstede stisystem.