Ibrugtagning: 2000
Det langstrakte bygningskompleks ExCel Centre ses til højre , i baggrunden ses O2 arenaen, foto: London 2012
ExCel London er et stort multianvendeligt udstillings- og konferencecenter beliggende i Londons østlige del, the Royal Victoria Docklands. Centret bruges hovedsageligt til udstillinger og konferencer, men i nogle tilfælde også til sportsevents. I forbindelse med de Olympiske og paralympiske lege i London i 2012, er tanken derfor, at centret skal danne rammen for flere idrætsgrene – eksempelvis paralympisk bordtennis og vægtløftning.
Der er god forbindelse til anlægget fra det centrale London via DLR (The Docklands Light Rail), og der er flere stationer i nærheden. Fra stationen Custom House kan man via en overdækket forbindelse komme direkte til centrets hovedindgang. Indgangspartiet er tilgængeligt via ramper med lav hældning og har automatiske døre.
Overdækket gang til togstationen fra indgangspartiet
Rampe ned til vandet og bro med elevator
Bygningen er organiseret omkring en såkaldt ”Central Boulevard”, et langt indre strøg, som binder de forskellige funktioner sammen. Her er forskellige service- og informationsfunktioner placeret, og herfra har man direkte niveaufri adgang til selve udstillingsarealet (eller idrætsområdet, når det er tilfældet). Dette består af to kæmpestore, lange og højloftede haller uden søjler, som kan opdeles på forskellig vis. Hele nord- og sydsiden består således af to lange ubrudte rum på i alt 65.000 m2, opbygget af mindre moduler à 2000 m2. Det er så muligt at opdele de to lange haller i flere mindre enheder via flytbare vægge, som sænkes ned fra loftet. Man går direkte ind i hallerne fra den centrale akse via store cirka 7meter brede porte.
Oversigt over anlægget, illustration: Excel Conference and Exhibition Centre (kort kan downloades under linket i højre spalte)
De tekniske installationer (vand, strøm mv.) er placeret under gulvet, og man har forskellige muligheder for at opbygge temporære faciliteter inde i selve hallerne.
De øvre etager, som indeholder forskellige konferencerum, auditorier og mødelokaler, er tilgængelige via elevatorer og trapper, som er fordelt med jævn afstand langs centralaksen. Langs nord- og sydfacaden ligger der mindre møderum på 1. sal, som bruges til forskellige formål, men som i forbindelse med en sportevent vil kunne inddrages til omklædning og opbevaring, mm. Her er der ligesom langs centralaksen flere handicapegnede toiletfaciliteter. Elevatorerne er indrettet med lavt placeret kontrolpanel, taktile knapper og markering i punktskrift. Der er både visuel og auditiv angivelse af etagerne. Taktile fliser er brugt til at markere farezoner, og der er skridhæmmende gulvbelægning i hele bygningen. Skranker, barer, pengeautomater, telefoner og lign. er udført og placeret, så de er tilgængelige for personer i kørestol.
De indre strøg og portene der fører ind til hallerne
Port til det nordlige halafsnit
På ExCels hjemmeside kan man finde kort, som viser placeringen af de forskellige faciliteter og tilgængeligheden til dem, således at man kan planlægge sit besøg hjemmefra. Informationskranken er placeret lige ved indgangen, hvilket også giver mulighed for orientering fra starten.
Skilte, piktogrammer og oversigtskort placeret flere steder i bygningen angiver desuden retning og funktioner. I forbindelse med den nye tilbygningen er man ved at udvikle et nyt og gennemgående informationssystem.
I foråret 2010 bliver hallerne udvidet med en forlængelse af de to haller i den østlige ende af bygningen (svarende til cirka en tredjedel mere plads). Udover hallerne vil der blive bygget flere konferencerum og et auditorium. Udvidelsen skal blandt andet give mere plads ved PL og OL.
Læs eventuelt også beskrivelsen af The Showground, Sydney Olympic Park, som ligeledes er et fleksibelt udstillingskompleks, som også bruges til sportsevents.