Skiltning og kort

Oversigtskort med taktil markering, foto: SBI

Placering

Skiltningen er i samspil med belysning, ledelinjer og andre rumlige virkemidler med til at styrke orienteringen i udearealer og bygninger. I anlæg med en enkel og logisk planløsning med entydige forbindelser, kan orienteringssystemet holdes til nogle få enkle informationskilder. Man bør undgå overdreven brug af signaler og skiltning, da det kan være forvirrende og ende i en decideret ”skilteskov”, som er svær at finde rundt i. Det bør tilstræbes, at de samme principper i forhold til anbringelse og udformning af skilte anvendes inden for samme område eller bygningskompleks.

Henvisnings- og orienteringsskilte i bygninger og anlæg bør placeres med jævne mellemrum, så man løbende kan orientere sig. Vejvisningsskilte, oversigtsplaner og – modeller anbringes i forbindelse med indgange, trapper og elevatorer. Handicapparkering, indgange, information, toiletter, trapper og elevatorer skal markeres tydeligt, ligesom adgangsveje og indgangsdøre til idrætsområder, café, klublokale m.m.

Orienteringsskilte, kort, situationsmodeller og lignende udformes og placeres, så de er anvendelige, også for kørestolsbrugere og synshæmmede. Skilte bør anbringes, så de er lette at få øje på, gerne på lang afstand, og lette at læse. Skilte placeres tilgængeligt udenfor ganglinjer og passager. Skilte med detaljeret information anbringes i en højde på 1,2-1,6 m. Skilte med overordnet information anbringes i en højde over 2,1 m.

Informationsskilt anbragt i loftet, foto: SBI

Udformning

Skilte skal være tydelige, have gode kontraster og må ikke udføres i reflekterende materialer. Skilte med tekst bør suppleres med almindeligt anvendte symboler og piktogrammer (internationalt anerkendte), der kan give en hurtig og klar information – også ved forståelses- og sprogbarrierer. Hvor muligt bruges det internationale handicapsymbol i reliefskrift. Skilte bør ikke være fremstillet af blanke materialer eller være dækket af glas pga. refleksion. Fritstående skilte bør ikke være skarpkantede, men have afrundede hjørner og kanter. Der skal være et godt forhold mellem læseafstand og skriftstørrelse. Små bogstaver (dvs. minuskler) er lettere at læse end store bogstaver (versaler). Store bogstaver bør derfor kun anvendes til begyndelsesbogstaver og korte ord, mens lange ord bliver mere læsevenlige med almindelige små bogstaver.
Indeholder skiltningen flere budskaber, bør man holde de enkelte budskaber adskilt, for at øge muligheden for forståelse.

Reliefskrift bruges på de vigtigste skilte (reception, toilet mv.) – ikke alle skilte behøver at være i relief, logisk vil det være skilte til rum, som der også er ledelinier til.

Belysning og farve

Skilte skal kunne ses ved forskellige lysforhold. Skilte bør belyses godt med velafskærmet blændfrit lys. Belysning anbringes så generende skygger på skilte undgås.

Skilte bør have en farve, der er i kontrast til omgivelserne. Tekst og symboler på skiltet bør kontrastere selve skiltets farve - for eksempel sorte bogstaver på hvid baggrund.

Taktile markeringer, kort/reliefkort og -tavler

Ved hjælp af reliefkort/taktil model af en bygning eller et område, kan blinde og svagsynede (og alle andre) få et overblik over de rumlige og funktionelle forhold. Reliefkort må ikke være for detaljerede, men bør markere hovedadgangsveje, vigtige funktioner og rum. Tekster og symboler på kort/model bør også være i relief.

Reliefkort og -tavler forudsætter, at man kan komme helt hen til dem, og at de er anbragt i en fornuftig højde, dvs. 0,9 – 1,2 m over gulv, så de er tilgængelige også for kørestolsbrugere.

Også ved betjeningspaneler i elevatorer og lignende bør tekst/etagenummer udføres i relief. Punktskrift kan evt. anvendes som supplement, men ikke alle blinde kan anvende dette. Man kan evt. også udforme et oversigtskort med relief og punktskrift som ark/folder, som man kan tage med sig.

Orientering bør gives på flere forskellige måder. Man bør generelt supplere det visuelle og skriftlige med følbar orientering, lyd og mundtlig formidling