Adgangsveje og -stier

Udformning og forløb

Som udgangspunkt bør adgangsveje være 1,5 m i bredden – og mindst 1,3 m. Ved jævn trafik i begge retninger anbefales 1,8 meters bredde. Hvis andet ikke kan lade sig gøre, kan man på kortere strækninger med ringe færdsel nøjes med en bredde på 1 meter. Sidehældningen på gangarealerne bør ikke overstige 2,5 % (1:40). Hældningen på gangarealer må ikke overstige 1:25, hvis der ikke er hvilerepos, håndlister ol. Niveauspring bør udlignes i terræn eller med rampe med en maksimal stigning på 1:20 . Læs mere under Ramper længere nede på denne side.

Adgangsveje bør så vidt muligt forløbe i rette vinkler og også krydse hinanden i rette vinkler. Stier og adgangsveje skal desuden være tydeligt adskilte fra bil- og cykeltrafik af hensyn til blandt andet syns - og hørehæmmede personer. Selve sti/adgangsveje skal være tydeligt afmærkede og friholdte for inventar og beplantning, såsom skilte, blomsterkummer, belysningsstandere og skraldespande, som man kan støde ind i. På længere afstande bør man indarbejde hvileområder med siddepladser ved adgangsvejene. Læs mere under Beplantning og møblering.

Der bør også sørges for godt afvandingssystem på gangarealerne, så de ikke bliver glatte eller mudrede. Afløbsgitre bør ligge forskudt i forhold til gangveje. Man bør sikre at huller i afløbsgitre ikke er så store, at man kan blive hængende med mobilitystok eller kørestolshjul.

Belægning på adgangsveje og - stier

Underlaget på adgangsveje og stier bør have en overflade, der i farve og materiale skiller sig ud fra omgivelserne. For at alle kan færdes på adgangsvejene, skal belægninger være faste og skridhæmmende. Belægning med ujævn karakter (f.eks. brosten og chaussésten) er uegnet for kørestolsbrugere og gangbesværede. Dette gælder også, selv om overfladerne på de enkelte sten er savede, idet det er de mange og store fuger mellem stenene, som gør belægningen ujævn. Disse belægninger skal derfor suppleres med et jævnt, fast og skridhæmmende gangareal på min. 80 cm i bredden. Belægningen på gangarealer bør udformes så brede, at trehjulede kørestole kan køre på dem. Belægninger i dobbeltspor kan for eksempel være et problem for brugere af sådanne køretøjer, da det midterste hjul ikke kører stabilt.

Belægningens akustiske egenskaber kan gøre det muligt for blinde og svagtsynede at høre andre, der færdes omkring dem. Man bør vælge materialer med forskellige klang, som formidler afstande og bevægelse.

Af hensyn til blinde og svagtseende bør man vælge belægningstyper, som man kan skelne mellem både i dagslys og om aftenen ved kunstig belysning. Meget blanke, glatte eller meget hvide flader kan være stærkt lysreflekterende og bør undgås på store flader.

Belægningen kan for eksempel være asfalt, en fast grusbelægning, fliser, beton eller natursten. Overfladestrukturen er under alle omstændigheder afgørende for, at man får et godt, stabilt og skridhæmmende gangareal. Anvender man fliser, sten eller plader bør man undgå en fuge større end 0,5 cm. Er fugen større, bør den være fyldt helt op med et fast og holdbart materiale. Regelmæssigt tilsyn og vedligeholdelse er afgørende for, at adgangsveje og - stier er tilgængelige.

 

 

Taktil ledelinje i støbejern. Foto: Public Arkitekter

Taktil adskillelse og ledelinjer

Adgangsveje og stier bør have en tydelig afgrænsning og må ikke gå ud i et med omgivelserne. Kanten bør derfor udformes med en kantsten eller et tydeligt materiale og farveskift, så blinde og svagtseende kan fornemme vej- eller stiforløbet. Skift og kontrast i materiale, farve og overfladstruktur, som i for eksempel kombinationer mellem fliser og grus, asfalt og græs, asfalt og brosten kan bruges. Rækværk, hånd- og fodlister kan også være en mulighed for at afgrænse gangarealet.

Ledelinjen er en linje, der leder hen mod en vigtig funktion eller sted, og som grundet dens udformning kan ses af svagtsynede og føles af blinde. Er gangforløbet ikke følbart afgrænset, eller fører forbindelsen hen over for eksempel en åben plads, bør ledelinjer indarbejdes i belægningen. De skal kunne følges med mobilitystok og kunne ses af svagtseende. Ledelinjer udføres i et materiale, som afviger fra den øvrige belægning, og desuden bør udendørs ledelinjer ofte være endnu mere tydelige og markante end inden for på grund af den vejrmæssige påvirkning og den grovere udendørs belægning.

Ledelinjen kan for eksempel bestå af belægningsbånd af brosten, bordursten eller særlige sten med taktil markering. Retningsskift, niveauforskelle, forhindringer eller lignende bør også markeres med skift i belægningen. Ovenfor trapper skal der varsles med skift i belægningen (BR08 krav). Man skal huske at bruge ledelinjer målrettet og undgå for mange, da dette tværtimod kan virke forvirrende og svække orienteringen for blinde og svagtsynede.

Orientering og skiltning

Skilte, kort og tavler på adgangsveje og - stier kan være med til at give et godt overblik over et område eller et anlæg til gavn for alle idrætsudøvere, men især for dem med nedsat funktionsevne. Skilte og tavler bør udformes, så de er tilgængelige - gerne med ophøjede og følbare bogstaver, så de kan læses af synshæmmede. Det kan desuden være en god idé at anvende almindeligt kendte symboler. Af sikkerhedsmæssige grunde skal tavler og skilte placeres uden for selve gangarealet. Ligesom ved ledelinjer bør skiltning bruges målrettet, så man undgår en forvirrende ”skilteskov”.

Arealet foran kort og tavler bør være en plan og fast flade, så man kan komme tæt på og stå sikkert. God belysning af skilte, kort og tavler bør sikres.

 

Belysning af veje og stier

Adgangsveje og – stier skal være velbelyste. Ramper og trapper samt trappetrin skal belyses stærkest, desuden anbefales det også at belyse indgangspartiet stærkt. Belysningen skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til synsretning og genstande, så den virker retningsorienterende. Den bør desuden holdes på samme side over hele vej- eller stiforløbet. Lamper placeret ved retningsskift og krydsninger på veje og stier styrker retningsorienteringen. Belysningen kan være med til at formidle et hierarki i adgangsveje, ved at de overordnede adgangsveje belyses stærkere end sekundære forbindelser. Lygter og udendørs lamper skal afskærmes, så de ikke blænder eller giver spejlreflekser. Man bør undgå en brat overgang mellem meget stærk belysning og mørke/skygge. Belysningskilder med god farvegengivelse bør foretrækkes.

Løsning med integreret trappe og rampe. Foto: SBI

Udvendige ramper og trapper

Niveauspring i forbindelse med adgangsveje og –stier må ikke være mere end 25 mm. Større niveauforskelle ved adgangsveje og – stier skal udlignes i terræn eller ved etablering af rampe samt trappe. Ramper bør helst være mindst 1,5 meter i bredden (min. 1,3 m iht. BR08) og udføres med en maksimal stigning på 1:20. Rampens tværfald må ikke overstige 25 ‰ og hældningen skal afvikles over et jævnt forløb. Rampen skal udføres med en vandret plads i hver ende på min. 1,5 m. x1,5 m. Ramper med en hældning på mere end 1:25 skal forsynes med repos for hver 12 meter, samt udstyres med rækværk, håndlister og hjulværn. Ramper med stigning mellem 1:25 og 1:20 kan forsynes med værn eller terrænudligning i stedet for håndlister.

Udvendige trapper bør højst have 10 trin per trappeløb. Ved længere trapper bør der etableres reposer for hvert 10. trin. Trapper skal være minimum 1 meter brede (fri bredde mellem håndlister). Trinnene skal have en gennemgående ens stigning, og den må ikke være for stejl. Trinhøjde må højest være 0,15 m. og trinfladen skal være mindst 0,30 m. (BR08).

Trapper skal forsynes med værn og håndlister i begge sider. Meget brede trapper bør desuden forsynes med en midtergående håndliste. Trinforkanter skal (BR08 krav) være markeret med kontrastfarve. Belægningen på trapper og ramper bør være skridhæmmende. Cirka 1 meter før start af trappen skal (BR08 krav) der etableres et opmærksomhedsfelt, som adskiller sig i farve og følbarhed fra den omgivende belægning.

Fritstående trappers underside skal afskærmes af hensyn til synshandicappede. Desuden bør trappeforløb så vidt muligt være lige.

Håndlister skal (BR08) opsættes i en højde på cirka 0,8-1,0 m. i begge sider af ramper og trapper.

En ekstra håndliste i højde 0,6 m. kan benyttes af børn og dårligt gående. Håndlister bør desuden markeres med farveforskel. Håndlister bør udføres i et materiale, som er rart at røre ved, som ikke er stærkt varme- eller kuldepåvirkeligt, og som ikke kan fremkalde allergi.

Åbninger og hegn

Frie åbninger eller låger i hegn eller rækværk bør være mindst 0,9 m. brede. Greb bør placeres i cirka 1 meters højde og skal udformes, så de er lette at gribe om. Spærrebomme bør udformes på en måde som sikrer, at kørestolsbrugere kan passere.

Beplantning og møblering

Beplantning kan styrke orienteringen i de udendørs arealer, da den kan stimulere syns -, lugte og følesansen. Forskellige beplantninger kan således bruges til at karakterisere et givent vej- eller stiforløb eller område. Selve beplantningen, dvs. træer, blomsterkasser, bede og buske skal anbringes udenfor gangarealer på adgangsveje og –stier. Træernes grene bør ikke række ud over gangareal i en højde, så man kan komme til skade. Ved anlæg af udendørsarealer, bør man desuden overveje beplantning i forhold til gener i forbindelse med pollenallergi.

Placeringen af udendørs møblering bør markeres med taktil belægning. Bænke skal udformes tilgængelige. Sædet skal være ca. 0,45 meter i højde og dybde. Fritstående bænke skal desuden forsynes med ryglæn og armlæn. Borde-bænke kombinationer bør placeres på et fast underlag og udformes, så kørestolsbrugere kan sidde med.