Anlægget
Eton College Rowing Centre er et center for rosport, som ejes af Eton College – den berømte kostskole i Windsor. Anlægget er dog også åbent for andre, og det bruges af forskellige lokale skoler og foreninger - blandt andet også til roning for personer med funktionsnedsættelse. Der tilbydes også specielle træningsprogrammer for ældre eller overvægtige. Anlægget er pga. sine gode faciliteter blevet udpeget som vært for ro - og kano/kajakaktiviteterne ved OL og PL i 2012. Som forberedelse til disse store begivenheder er her de seneste år blevet afholdt flere større events, herunder VM i roning i 2006, hvor handicaproning også var repræsenteret. Udover selve ro-aktiviteterne, bruges anlægget til eksempelvis triatlon og langdistancesvømning.
Adgangsforhold
Anlægget ligger i et stort naturområde vest for Windsor. Der er god kobling til de større forbindelsesveje og motorvejsnettet. Der er tre forskellige togstationer i nærheden, hvorfra man dog må tage en taxa ud til centret. Selve sø-anlægget er kunstigt anlagt, så hele komplekset ligger på et fladt område direkte ud til søen. Der er parkeringspladser rundt om hele hovedbygningen samt yderligere p–anlæg tæt på indkørslen.
Planløsning/faciliteter
Selve ro-anlægget består af et langt kunstigt sø-anlæg (2,2 km langt). I den sydøstlige ende ligger hovedbygningen med bådhal, administration og mødefaciliteter. På det sydlige hjørne af søen ligger måltårnet.

I måltårnet sidder dommerne og pressen ved konkurrencer, og her er måleudstyret placeret. Tårnet er tilgængeligt via trappe og elevator og har tilgængelige toiletfaciliteter. Der er adgang til måltårnet fra hovedbygningens forplads via en bro (en ny bro som er bredere end den eksisterende er ved at blive bygget), da tårnet ligger på det smalle stykke mellem selve hovedsøen og et sekundært baneanlæg (til opvarmning og retur-roning). I den nordvestlige ende af søen ligger starttårnet.

Man kommer ned i bådene via pontonbroer, som går fra den flade befæstede forplads ved hovedbygningen. Pontonbroerne er cirka tre meter brede i det forreste led og seks meter bredde i den yderste del, så man har rigeligt plads til at bevæge sig rundt. Broerne er belagt med et specielt kompositmateriale (polypropylen-fliser), som har en meget skridhæmmende overflade. Erfaringerne på stedet er, at belægningen fungerer godt – der kan dog være lidt problemer ved is om vinteren. Overgangene mellem de forskellige led på broen er overdækket af metalplader med skridhæmmende profil, så man undgår at forcere en skarp kant.
I broernes ydre kant sidder holdere til at fæstne bådene ved. De kører i en skinne og kan skubbes frem og tilbage, alt efter hvor man vil have båden. Der er ligeledes pontonbro-anlæg i den nordlige ende af søen.
Ro-cenret har på nuværende tidspunkt ingen personløfter eller lignende hjælpemiddel monteret på broerne. De roere, der sidder i kørestol, som træner her, bruger ikke hejs.
De kommer ned i bådene ved at sætte sig på broen og skubbe sig ned i båden. I forbindelse med yderligere brug under handicaproning, vil det dog være nødvendigt at overveje at montere de passende hjælpemidler – så de, der har behov for det, har muligheden. Bådene som bruges af personer med nedsat mobilitet kan tilpasses den enkeltes behov. Eksempelvis monteres et sæde/ryglæn, der støtter roeren, og der kan spændes flydeelementer på siden af båden, som stabiliserer den mere end normalt.
Langs hele søen på begge sider og i midten mellem hovedbanerne og trænings-retursøen er der brede asfalterede stianlæg. Det er også her tilskuerne opholder sig ved konkurrencer. Der er udsigtsplateauer med gelænder langs nordøstsiden, og ved konkurrencer opbygges temporære tilskuerfaciliteter på græsarealet langs stien.

Hovedbygningen indeholder i stueplan reception, kontorlokaler og bådhal med opbevaring og værksted. Her er der direkte udgang til forpladsen og broerne via store porte. På førstesalen er der træningsfaciliteter, mødelokaler og café. Langs facaden på første sal er en stor overdækket altan. Man kan komme op på første sal og også ud på altanen via elevator, som man kan komme ind i både ude- og indefra.
Træningsrummet på første sal indeholder forskellige romaskiner. Disse kan tilpasses til personer med bevæghandicap ved at et sæde med bælte monteres på en almindelig maskine, som så støtter overkroppen under træningen.
Der er handicapegnet toilet og bad flere steder i bygningen. Dørene ind til disse faciliteter er udført som specielle skyde/folde-døre, som er nemme at åbne og lukke. Udenfor - ved siden af hovedindgangen, er der også tilgængelige toiletfaciliteter, som man kan komme direkte ind til fra pladsen, uden at skulle ind i bygningen.